>Mumlede noget om kulde<

Det var mørkt, for mørkt til, at løjtnanten kunne se viserne på sit ur. Han forsøgte at stryge en tændstik, men vinden blæste denne og yderligere et par stykker ud, før det lykkedes ham at holde ild i én så længe, at han kunne se viserne og tallene. Klokken var lidt over to.

Han famlede sig vej forbi de sovende mænd, så en skikkelse og spurgte: »Hvem dér?«
»Løjtnant?«

Det var en af vagterne, og Hans Engell mumlede noget om kulde og forbandede indianerne.
»Hvor er kaptajnen?«

Det vidste vagten ikke. Allen gik videre og snublede over en sovende mand, som brummede arrigt, fordi han blev vækket.
»Kaptajn?«
»Hvad er der?« spurgte kaptajnen træt.

» Hans Engell foretager sig et eller andet ovre i indianerlejren.«
»Hvorfor lægger De Dem ikke til at sove, løjtnant?«

»Det lyder, som om de graver . . .«
»Vær nu ikke så tåbelig! Hvorfor i alverden skulle de grave?«

»Det ved jeg ikke.«
»Så læg Dem til at sove.«
Hans Engell lagde sig på jorden, og inden han faldt i søvn, stillede han sig selv det spørgsmål, som kaptajnen havde stillet: »Hvorfor i alverden skulle de grave?«

Ved daggry var det endnu ikke begyndt at sne, men hele himlen var dækket af tunge skyer. Hans Engell frøs og var stiv i alle lemmer, da han vågnede, men den stærke lugt af kaffe virkede opmuntrende.

Der var blevet tændt bål, og morgenmaden bestod af tykke skiver bacon og brød og stærk kaffe.

Hans Engell gned øjnene da han gik hen mod et bål, og så skævede han over til indianerlejren og blev klar over, hvad indianerne havde lavet.