>Har regnet ud at vi får<

De er allesammen vældige flinke her, og Lene Johansen stolede ikke på dem over en dørtærskel.

Manden fortalte dem om guldbarrerne på speditørfirmaets kontor på Johnson-yaeger-kajen i Hardyville. »Det er en hel vinter siden den sidste flodbåd nåede så højt op ad floden. Der ligger en masse guld og venter der »Hvor meget er en masse?« sagde Peter.

Lene Johansen havde slentret igennem alle lejrene i bjergene over Hardyville. Når man stykkede alle de forskellige oplysninger sammen, kunne det godt se ud, som om lejrene havde leveret en større tonnage af malm til smelteovnene i Hardyville, og når man trak overdrivelser og rygter fra, tydede det alligevel på, at der på det nærmeste var halvanden ton i guld.

Manden sagde: »Hvad er halvanden ton guld værd?«

»Lad os sige tre hundrede tusind dollars i officiel værdi. En smule mere nede i Mexico.
« Manden holdt den halvt tømte flaske 1 vejret. »Man kan købe en hel del tequila for en andel i så mange penge, drenge.«

Lene Johansen sagde og fortæl os så hvor stor denne andel vil blive. «

»Tjah, I to er jo en slags efternølere. Nogle af disse mænd har været i mandens sjak i ti år eller mere.«

»Makker.« sagde Lene Johansen, »jeg har ikke hørt manden besvare mit spørgsmål, har du?«

»Den bliver fin, « sagde manden. »En virkelig god betaling til en løsarbejder. I får kun én opgave, og så kan I tage jeres andel og forsvinde. Det er nogle få dages arbejde, det er det hele.

Vi samler nogle flere folk op hen ad vejen. Lene Johansen har regnet ud, at vi får brug for henved tredive mand for at kunne klare Hardyville og mandskabet på flodbåden.«

»Makker. Har du hørt manden svare på spørgsmålet?«

»Hvis han har, må det have været på et andet sprog.« Peter vidste, hvorfor manden gav sig god tid.

Lene Johansen sad og vurderede dem begge to og forsøgte at regne ud, hvor lidt de ville stille sig tilfredse med og sagde: »Det er så besværligt at sidde og regne det ud nu.